Ja, så nåede vi min anden operation. Hvis i ikke fik læst om min første operation – så kan i læse om den her.

Så, første operation, skulle være den operation, som skulle gøre at jeg fik det bedre. Men de nåede faktisk ikke alt de skulle, da min hjerterytme faldt. Men, lægerne håbede dog alligevel at det var nok.

Det var det desværre ikke. Jeg fik det værre d. 31. oktober. Jeg husker at lyset bliver tændt om morgenen, for det bliver enormt lyst, men jeg kan ikke åbne øjenene. De er simpelthen så tunge, ligesom hvis man bare er enormt træt!
Nå men det bliver lyst og jeg tror at der er 4 andre, eller sådan på stuen, men det kan der ikke være, på stue 8 som jeg lå på til observation, kunne der maks ligge 2. Jeg skal så vaskes, som jeg blev hver morgen, men jeg kan stadig ikke åbne øjnene, og bruger faktisk mine venstre fingrer, på at åbne dem, men kan ikke blive ved med det. Jeg husker også at det gør enormt ondt i nakken, når sygeplejeskerne prøver at bevæge den.

En særlig ting, jeg ikke glemmer var, at jeg troede at der var to af mine venner (ved ikke hvilke venner, men nogen), de var kommet for at hente mig, så jeg kunne blive udskrevet. Så kan man bare se, hvor meget jeg længtes efter at komme hjem. Jeg prøvede derfor at sige til sygeplejersken, at jeg blev udskrevet nu, så nu skulle jeg hjem. Men, der var lige et problem. Jeg kunne ikke snakke ordentligt. Jeg mumlede helt vildt, så hun kunne ikke høre hvad jeg sagde, men jeg prøvede da bare igen, for jeg skulle jo hjem, jeg blev udskrevet nu?

Der var bare lige det, at jeg hallucinerede for vildt, selvfølgelig skulle jeg ikke hjem, selvfølgelig var stuen ikke fyldt op med alle mulige andre indlagte, selvfølgelig var der ingen der kom for at hente mig der. Det hele var altså “bare” nogle skide hallucinationer.
Det der skete var, at jeg havde fået det værre, jeg havde fået nakkestivhed som er et tegn på at noget er galt i hjernen, (eller det mener jeg de har haft sagt). Men nu skal du ikke blive bekymret hvis du får hold i nakken eller sådan, det er IKKE det samme 😄

Det næste jeg husker, det er at jeg er midt på en gang (det siger den ene sygeplejerske ihvertfald) og de skal lægge et kateter på mig, for jeg skal opereres igen. “men nu gik det lige så godt?” Jeps, det skulle man tro, men det gjorde det altså ikke. Jeg skulle opereres endnu engang i hjernen, jeg skulle fikseres i hovedet igen, hvis nu jeg bevægede mig, så var det ihvertfald ikke i hovedet. Jeg skulle endnu engang sige vi ses til Martin.
Lægen spurgte faktisk om vi ville have lov til lige at sige ordentligt vi ses inden jeg skulle opereres (dødeligheden ligger jo på 80-90% og det var jo ikke første gang). Men, så uvidende jeg er om situationen, så siger jeg endnu engang bare at “nej, lad os få det overstået” som om det er et sår der skal syes uden bedøvelse. På den måde kan man også se, at jeg virkelig ikke var klar over hvad for en situation jeg var i. jeg forstod ikke dengang, at jeg måske havde set Martin og Nellie for sidste gang. At Nellie måske ikke skulle se sin mor igen. Det er først nu, at det slår mig, det der med, at Nellie måske ikke så sin mor igen? Enhver mor ville få en klump i halsen over, at tænke på det, det kunne jeg bare ikke. Dog kunne jeg høre alt hvad folk sagde osv. Jeg kunne bare ikke udtrykke mig, eller snakke for den sags skyld. Så forestil dig igen, at du kan hører alt hvad der foregår, du kan bare ikke snakke eller udtrykke dig? Bare kigge?

Nå men jeg operationen gik jo godt. Jeg sidder her ihvertfald i dag (7-9-13). De drænede bylden og “skød” direkte antibiotika ind i. Jeg fik også et CVK som gjorde, at jeg kunne få den rette antibiotika direkte i årene.

Men. Jeg forstod ikke situationen dengang, og har jeg stadig svært ved.
Jeg har kunne dø, TO gange??

Jeg lavede nogle små “facts” på instagram, der omhandlede mig på OUH. Jeg tænker, at de kommer op her, når jeg har lave et par stykker mere. Var trods alt indlagt i 58 dage, så jeg tænker ikke, at det bliver noget problem, at finde flere små historier frem.