Hvis man har fulgt med på instagram, så har man kunne se, at vi herhjemme skulle have fint besøg.
Jeg ville ikke afsløre, hvem det var, for jeg tror nok, at jeg stadig ikke selv havde forstået det og hvad nu, hvis de ikke kom osv. Så jeg tog mine forholdsregler og afslørede ikke for meget.
Det hele startede med, at jeg skrev til bladet Ude og Hjemme, tilbage i august. Jeg havde samme dag læst en artikel om en ung pige, der havde været frygtelig syg, fordi hun havde brug for en ny lunge. Jeg kender jo til det med at være indlagt og være frygtelig syg og ikke være sig selv. Men jeg har jo alligevel gennemgået noget lidt anderledes.
Derfor tænkte jeg, at jeg ville skrive til dem, og høre om de ville høre min anderledes historie. Jeg beskrev mig som overlevende mor, gift med manden der blev ved min side, pædagogstuderende og så at jeg havde jeg tabt mig 13 kilo på det tidspunkt (i dag -23 kilo).
På de tidspunkt havde de nok at se til, men de ville kontakte mig, hvis historien fangede dem, og så tænkte jeg faktisk ikke mere over det.
Men pludselig, havde jeg fået en mail fra en der hedder Karin fra Ude og Hjemme, som havde læst både min blog og set min instagram. Hun skrev at jeg var en særlig race og at man kunne lære meget af min indstilling til livet, hvilket jeg da er helt enig i 😜
Vi fik snakket i telefon sammen først, inden vi fik aftalt et møde til det rigtige interview hvor de også skulle tages billeder.
Søren, som fotografen hed, skød billeder så det baskede. Jeg glæder mig så meget til at se de billeder, både af os alle sammen men også af mig. Jeg har ikke fået taget nogle prof billeder imens jeg har været en small i tøj, så er lidt spændt på at se, hvordan det ser ud😆
Nå, men alt i alt gik interviewet godt. Nellie var super dygtig til at få taget billeder. Hun er en spilopmager, men både Karin (interviewer og Søren fotograf), fik Nellie til at slappe af og være sig selv, hvilket var alfa omega for at få bare nogle nogenlunde billeder😅.
Vi fik snakket i øst og vest, og næsten også alt for meget, men jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af alt dette.
Så ja, jeg/vi kommer i ugebladet Ude og Hjemme og så kommer der en lidt kortere version på nettet.
Jeg er enormt stolt af hvad der er blevet lavet og sagt i dag. Jeg håber at jeg/vi kan være med til at inspirere andre, om ikke andet, at vi som familie, kan give et smil på læben.
Hej Melanie
Mange tak for din fortælling om dit liv og dine udfordringer.
De berørte mig meget.
Gik jo efter artiklen i bladet ind og læste din blog.
Jeg hedder Grethe og bor også i Munkebo, jeg fik en hjerneskade efter et herbesvirusangreb i 2004 ! Jeg har boet i Munkebo det meste af mit liv.
Men kom hjem med en hjerne hvor al visuel hukommelse var , er væk.
Jeg kan ikke cykle rundt i andet end lige nærområdet hvor jeg bor, skal jeg lidt længere eller i noget af det jeg kalder nye kvarterer i Munkebo cykler jeg med en gps. Har en meget dårlig hukommelse.
jeg har ikke været ramt motorisk så jeg kan ikke lige sammenligne min situation med din, men blir meget berørt af sin fortælling og din kamp.
Men det at skulle kæmpe for en ny tilværelse kender jeg jo ud og ind.
Jeg måtte gå på førtidspension, var gammel sygehjælper sosuassistent og var efter mange år på det lokale plejehjem endt inde i fagforeningen .
Så mange tak for din artikel og din åbenhed og go vind fremover men pædagogstudiet med Jeres lille guldklump Melanie og med livet.
Vh Grethe Smidt
Hej Grethe, mange tak for din besked og mange tak fordi du tog dig tid til at læse artiklen og derefter min blog. Vild historie du også har med dig i bagagen. Men respekt herfra, fordi du stadig begiver dig ud på cykeltur og hvis længere, så selv ved, at der skal være GPS på, på hjemturen.🌸