Tilbage til livet, efter en byld i hjernestammen

”Bare få det overstået”

Mit næste indlæg her er kun fra Martins hukommelse, da jeg absolut intet husker. Vi er nemlig nået til min første operation den 19. oktober 2019. 
Fik man ikke læst sidste indlæg omkring de første tre dage af min indlæggelse inkl. Nellies ankomst, så læs det her.

Syntes man sidste indlæg var hårdt, så bliver det her nok endnu hårdere, MEN jeg har lovet at være ærlig…
Det skal også siges, at der fremover kommer billeder som kan være ubehagelige at se på. Det er billeder af syge mig, og ja – de er IKKE for sarte sjæle.
Når det er sagt/skrevet, så er de billeder også vanvittig grænseoverskridende for mig at lægge op og det var ikke noget jeg havde tænkt skulle op, da jeg på ingen måder er mig selv på de billeder. Det har udløst mange tårer og frustrationer, men, here we go. 

Nå, Martin overtager her:

Nellie er kommet til verden, og jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal reagere. Jeg er lige blevet far. Nellie er endelig kommet til verden – men noget mangler. Jeg er glad, men jeg er også ked af det. Glad fordi jeg endelig kan se det lille væsen, som vi begge, Melanie og jeg, har ventet så længe på. Men jeg er faktisk allermest ked af det. Jeg er ked af det, fordi at det her var overhovedet ikke sådan, at det skulle foregå.

Hvor er min Melanie i alt det her? Jeg er pludselig indlogeret på H56 mor/barn afsnittet, inde på ”Stue 3”, alt imens min kæreste (vi var ikke gift på det tidspunkt), ligger til opvågning, et eller andet sted, på OUH. Mor/barn afsnittet… allerede nu ved jeg, at jeg er et total fremmed sted. Det er det sted, hvor familier bliver indlogeret, hvis det nyfødte barn ankommer for tidligt til verden. Der er sikkert også andre grunde, men det her er en af de væsentligste. 

Efter meget kort tid, bliver jeg simpelthen indlagt med Nellie, som den eneste far på hele afdelingen. Alt er nyt, og jeg føler mig rigtig alene. Man hører fra andre, der er blevet forældre, at den lykkerus og de følelser i kroppen ved ens barns ankomst er helt magisk. Her er jeg hudløs ærlig og må indrømme, at sådan havde jeg det ikke. Jeg vidste dog godt hvorfor, og det var selvfølgelig fordi, at jeg ikke havde Melanie ved siden af mig – ligesom vi havde forestillet os, at det skulle være. Jeg følte mig snydt.

Den første dag med Nellie går ellers stille og roligt, og jeg kan ikke huske, hvorvidt jeg ser Melanie mere den dag , men jeg tror det ikke. Jeg har taget flere hundrede billeder allerede helt fra dag ét, da vi ankom til OUH, og ud fra disse, kan jeg se at jeg tilbragte resten af dagen ved at sidde ved siden af Nellie,  der egentlig bare lå og sov, hvilket var helt forventet, fik jeg fortalt, og så var hendes spiseskema og bleskift total planlagt ned til mindste detalje. Hun var trods alt født  seks uger for tidligt og var kun 45 cm. lang og vejede 2.175 kg. Alt det praktiske var noget personalet mere eller mindre hjalp med, jeg skulle egentlig bare sørge for at ligge hud mod hud med Nellie. Sidst på dagen, tror klokken var omkring midnat, aftaler nattevagten på stuen og jeg, at jeg går i seng, får noget søvn og kommer ind på stuen igen, når jeg engang vågner.

Billede af den lille Tornerose.

Næste dag den 19. oktober og jeg har utroligt nok kunne sove – dette synes jeg selv, er ret crazy tager man alt det der er sket indtil videre og stadig sker i mente. Jeg kommer ind, meget tidligt om morgenen til Nellie på ”Stue 3”. Jeg tilbringer det meste af tiden bare ved at sidde ved siden af hende og bare kigge. Efter morgenmad bliver det aftalt, at Melanie endelig skal over og se Nellie for første gang. Melanie var blevet lagt til opvågning på ITA (Voksen-intensiv afsnittet på OUH) og jeg er derfor gået over til hende, for at følges med hende tilbage over på H56. Melanie har en sygeplejeske med hende, der skulle sørge for, at alt gik som det skulle og selvfølgelig holde øje med hendes tilstand. Omkring kl. 11 kommer vi over på ”Stue 3”, og Nellie bliver lagt over på Melanies bryst – hud mod hud. Personalet vidste godt, hvor uhyre vigtigt det var, at Melanie og Nellie fik lov til at tilbringe så meget tid sammen, som det kunne lade sig gøre under omstændighederne, og nogle regler blev nok også bøjet en smule, netop pga. vigtigheden i denne første kontakt.

Et billede siger mere end 1000 ord.

Efter deres første møde bliver Melanie kørt tilbage til ITA. Her er der noget ventetid, indtil hun kan komme tilbage på Afdeling Q igen.

Dette er også dagen, hvor jeg ser Melanie spise selv for sidste gang i meget lang tid. Jeg mener, at det var noget suppe af en art. Her er klokken 12:44 ifølge mine billeder på mobilen.

Som jeg husker det, så ryger jeg tilbage over på H56 til Nellie og Melanie er kørt tilbage til Afdeling Q. Jeg er som skrevet tidligere ret splittet på det her tidspunkt. Jeg ved ikke, hvad jeg helt skal føle og jeg har lyst til at være begge steder på en gang. Hos Melanie, men også hos Nellie. Pludselig ringer det ovre fra Afdeling Q. Det er en læge, som siger, at jeg skal komme over til Melanie igen, fordi der er noget, som vi skal have snakket om. Straks tænker jeg, okay… det er nu, at jeg får fortalt, at det fremadrettet kommer til at køre som smurt i forhold til Melanies behandling. Nellie er ude, så de kan give den max gas med antibiotika, scanninger osv. Da jeg kommer over til Melanie, venter vi på, at der kommer noget personale ind for at snakke med os. Ind af døren til ”Stue 8” kommer 5-6 personer ind. Vi snakker i hvert fald to læger og resten sygeplejerske. Nu tænker jeg ”åh, nej…”, det er ikke godt nyt. Hvad sker der?! Den ene læge beder os alle sætte os ned. Han er meget alvorlig og ser faktisk også ret bedrøvet ud. Han ligger ud med, at fortælle om det de har set inde i Melanies hjerne – denne her forandring… Han fortæller samtidig, at situationen faktisk er alvorlig. Dødsens alvorlig. De har bemærket, at Melanie reagerer ”dårligere”. Det har de vurderet ud for diverse tests og undersøgelser –  som de forresten foretog på Melanie rigtig mange gange i løbet af en dag. Og så er det, at han fortæller det, som jeg nok frygtede allermest. Der er ikke tid til at tage den med ro længere, der skal handles NU, fordi ellers kan det have fatale konsekvenser. Lægen fortæller ordret til os, at bylden i hjernen vokser, den sidder i hjernestammen og trykker på alle de vitale signaler der bliver sendt ned i gennem kroppen. Det her er alvorligt. Hvis ikke de opererer Melanie nu, så overlever hun ikke. Hun kan risikere, at få akut hjertestop når som helst. Og hvis de opererer hende, så kan de ikke garantere noget. Hvad fuck sker der? Den operation som de indtil nu havde været meget imod, var nu pludselig livsnødvendig, og udfaldet kunne være fatalt uanset, hvad man gik med. Jeg kan huske, at jeg bliver endnu mere ked af det, men jeg forsøger at holde mine tårer igen og være stærk, mest over for Melanie. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad for tanker der løber i gennem hovedet på hende nu. Det er også først nu, at jeg ser Melanie reagere på situationen. Hun er ellers utrolig følsom og jeg havde forventet en reaktion meget tidligere. Melanie spørger lægen direkte: ”Kan jeg dø af det her?” Uden at græde eller på anden måde vise, hvad hun føler i øjeblikket. Lægen kigger på hende og nikker, hvorefter han gentager, hvad han lige har fortalt. 

Dernæst spørger lægen, om jeg vil se scanningsbillederne fra i dag, den 19. oktober, og det vil jeg gerne. Jeg vil gerne se, hvad det er for en fucker, der er ved at stjæle min Melanie fra mig. Faktisk så nævner Melanie, at det vil hun også gerne se, så vi får begge vist de her friske scanningsbilleder, hvor jeg hurtig spotter en stor, hvid ”klat” midt inde i hjernen. Okay, okay… hvad gør vi nu? Lægen ligger op til, at Melanie og jeg skal snakke det i gennem, men Melanie siger med det samme, at hun bare gerne vil opereres. Faktisk siger hun ”Bare få det overstået”.Jeg tænker med det samme, at jeg har verdens sejeste kæreste. Hun vil bare have det overstået, så hun kan blive rask og komme hjem igen. Lægen fortæller herefter noget helt sindssygt. På grund af operationens vigtighed og de risici den indebar lukker de alle andre operationsstuer ned (!). De vil samtidig kalde ekstra personale ind. Alt dette for at de kan fokusere 100 % på min Melanie. Det lyder jo helt vildt, når man siger det i dag. De lukkede faktisk dele af OUH ned, for at kunne fokusere på hendes operation.

Det der sker efterfølgende er, at personalet på stuen spørger om vi skal ringe til nogle. Hendes far, eller lignende. Men nej, det vil Melanie ikke have. Jeg får hende dog overtalt og vi ringer til hendes far, som bliver briefet på alt, hvad vi er blevet fortalt. Der går heller ikke længe, før at Melanie bliver gjort klar til operation. Klokken er nu 16-17 stykker og operationen er tidsbestemt til at begynde kl. 18:30. Alt imens de gør Melanie klar, begynder jeg at stortude, midt inde på stuen og jeg bruger derfor de næste 15-20 minutter på at samle mig selv, snakke det hele i gennem med en sygeplejerske, hvor jeg kommer ind på alt lige fra, hvor speciel og dejlig Melanie er, til hvorfor det lige skulle ske for os og jeg kan her også fornemme, at det har ramt personalet helt indeni. Sygeplejersken spørger nemlig om de ikke må sætte en af Melanies vase med blomster, fra hendes stuebord, ind på personalebordet, som et symbol for deres medlidenhed og tanker til hende imens hun ligger på operationsbordet.

Melanie bliver kørt til operationsstuen, hvor jeg følger hende. Jeg kan huske, at jeg græder og fortæller hende, hvor højt jeg elsker hende og at vi ses igen senere. Her spørger en af operationssygeplejerskerne mig om jeg skal med ind på stuen, når Melanie bliver lagt i narkose – men her er Melanie hurtig til at sige, nej – det skal overstås og at vi ses senere.

Jeg bliver herefter ”efterladt” ude foran operationsstuen. Jeg græder og græder, mens jeg går tilbage til H56, hvor jeg bliver taget imod af personalet. Her bliver vi enige om, at jeg ringer til min ene storebror og lillebror som kommer. Her får de alt den samme information, som jeg har modtaget i løbet af de sidste par timer. Det er også her, at de for første gang ser Nellie i sin kuvøse. Timerne går og vi er alle meget berørte af hele situationen. Både at Nellie er så lille og fin, men også at Melanie ligger lige nu og bliver opereret, og vi ved ikke, hvad der reelt sker.

Jeg mener, at der går omkring to timer og så ringer min mobil. Jeg græder stadigvæk, da lægen vi mødte tidligere på dagen, fortæller mig, at det er gået godt. Det er faktisk gået rigtig godt og der var ikke nogle komplikationer. Samtidig fortæller han, at Melanie er kørt til opvågning på NIA (Neurologisk intensiv afsnit) og at jeg gerne må komme over til hende med det samme….

Stykket her er udelukkende Martins skrevne ord om hans tanker.
Jeg selv har hørt det én gang og dette er første gang jeg læser om det.
Ville gerne kunne fortælle nu at jeg har fundet fred med at dette skete, men det er langt fra sandheden. Jeg har haft grædt rigtig meget. Både at få tingene fortalt og få det på skrift, men også fordi at det er en reminder af de ting jeg har sagt, indikerer at jeg har været dødsens syg. 

3 Kommentarer

  1. Pia bergsten

    Puha, man fräser når man läser, men er glad för at det er gået godt. Du/i kunde godt have haft bruge för moster Ulla, men hon er sikkert med detta hvor hun er. Kram Pia

  2. Pia Bergsten

    Ha ha der skal altså stå gräder og ikke noget andet

    • Melanie Frandsen

      Martin: Hæhæ, vi forstår 🙈 hils omkring dig, knus Martin ❤️

© 2024 Tilbage til livet, efter en byld i hjernestammen – Melanie Frandsen

Op ↑

Alt materiale på dette website - herunder tekst, grafik og fotografier - er beskyttet af ophavsretten og må ikke benyttes - herunder gemmes, kopieres eller publiceres - uden videre accept!