“Nu er det nu”

Det sidste jeg “sådan rigtigt” husker den 16. oktober om natten, var en sygeplejerske der sagde i sådan én monitor ”sæt hende i en kørestol!”.

Hvis du ikke fik læst sidste indlæg ”Natten” kan du læse det her. Dette afsnit bliver skrevet med hjælp og udtalelser fra Martin, min far og min storesøster Fie, da jeg ikke husker meget.

Det næste jeg husker (i brudstykker) er imens, at det er lyst udenfor, så det må være om morgenen? En læge spørger om vi skal ringe til nogen, hvor jeg svarer njaaah? Dertil svarer Martin ”jo, jeg synes vi skal ringe til din far”. Nå, tænker jeg og det svarer jeg vist også. Men efter at have fået Martins version, er det faktisk ikke det der skete…

Jeg husker min far sidde ved sengekanten og Maggie (Martins lillebror) står op og de alle snakker sammen. Jeg husker også, at jeg fik én filur is som var svær at spise. Og så husker jeg faktisk også, at jeg bad om en anden seng, for den jeg var kommet over på, var så saatens hård.

Et andet lille stykke jeg også husker er, at jeg skal i en CT-scanner, men jeg kan ikke ligge stille ligesom man skal, jeg får simpelthen for ondt i ryggen af det. Det sidste jeg husker inden Nellie skal tages ud er, at jeg er inde på operationsstuen og skal have anlagt ét venflon i den ene arm (jeg er røv bange for nåle, eller var…). Til sidst giver de mig en maske på, der vil bedøve mig helt. De ville bedøve mig helt grundet at de frygtede et højt tryk i hjernen, har jeg efterfølgene fået at vide.

Det næste der kommer nu er noget af min families beretning. Hvis ikke jeg havde det med – ja, så kunne denne her blog allerede været sluttet ved sidste indlæg.

Her allerførst kommer lidt fra Martins side – det er rørende og skræmmende og jeg græd (meget) da jeg fik det fortalt. Som Martin også fortæller, så skal man tænke på, at han allerede der ikke har nogen idé om, hvad det er, der skal ske nu. Det er et væld af tanker og frustrationer, og man føler sig magtesløs i en kamp mod uvisheden.

“Det sidste du husker, er jo at du bliver sat i en kørestol. Vi tager herefter elevatoren op til fødeafdelingen, da det jo var dem vi havde ringet til. Så kører de dig ind på en stue, kontrollerer din mave og spørger ind til dig, men de finder ret hurtigt ud af, at der ikke er noget i vejen med maven, så det er højst sandsynligt noget med hovedet.

Så ringer de rundt til alle mulige forskellige, for at finde ud af, hvor du skal hen. På det her tidspunkt bliver du transporteret rundt i én sygeseng, så du går altså ikke selv. Så kommer vi ned i kælderen, til en eller anden vagthavende for den dag, og hun begynder også at kigge på dig alt imens hun finder ud af, hvor du skal hen. Hun finder så ud af, at du skal køres op til N1 (Neurologisk ambulatorie), hvor de igen laver forskellige test med dig. Der er meget snak om, hvorvidt de kan scanne dig nu hvor du er gravid, men de kan se, at der er noget helt galt ud fra den måde du reagere på, så de starter med at CT scanne dig.

Du bliver kørt til scanning og da du kommer tilbage, kan de se at billederne ikke blev så gode, fordi du ikke kunne ligge stille. Der går så ikke mere end en halv time, før de bliver enige om at du skal CT scannes igen, hvor der er en sygeplejerske med for at kunne give dig noget mod smerterne i ryggen, men det var ikke nødvendigt alligevel.

Du kommer tilbage og de får kigget på billederne igen og de kan så se, at der er en forandring i hjernen. De kan ud fra billederne ikke se om det er en svulst eller en byld, så de (læs: lægerne) bliver enige om at MR scanne dig selvom du er gravid.

De får billederne tilbage og de kan se forandringen højst sandsynligt er en byld og at den sidder et meget uheldigt sted. Faktisk det mest uheldige sted, en byld kan sætte sig i hjernen. For at starte behandlingen mod bylden, giver de straks antibiotika, men da de ikke ved, hvad for en slags bakterie der er tale om, så giver de flere forskellige typer antibiotika.

Efterfølgende venter du egentlig bare på, at du kan komme over på afd. Q (Infektions medicinsk), men der går flere timer.

Da du langt om længe kommer over til afd. Q, bliver du kørt ind på “Stue 8”, som er den stue til de mest medtagede patienter, hvor der sidder en sygeplejerske inde 24 timer i døgnet.

Det du siger resten af dagen, er egentlig bare, at du hele tiden gerne vil hjem… Der skal nu findes ud af om jeg måtte sove hos dig, hvor du siger ordret til mig: “Hvordan skal jeg dog overleve natten uden dig?”. Der siger sygeplejersken på “Stue 8”, at jeg gerne må sove i stolen ved siden af dig og at det nok er det, du har allermest brug for lige nu. Du ligger og vender dig hele natten igennem, fordi du kan ikke ligge på ryggen.

Så bliver det torsdag den 17. oktober, hvor du igen-igen bliver kigget nærmere på. Der bliver også snakket meget om situationen i forhold til, at du er gravid og at der skal handles på bedste vis for både dig og Nellie. Det de kommer frem til er, at de meget gerne vil foretag en rygmarvsprøve, for at finde ud af, hvad det er for en bakterie der er oppe i hjernen på dig, således at de kan være mere præcise med den antibiotika du skal have, så de ikke bare skyder i øst og vest. Samtidig ønsker de at holde Nellie inde i maven ihvertfald fire uger mere og allerede der kan jeg jo så lægge sammen oppe i mit eget hovede, at vi ikke kommer hjem lige foreløbigt.

Der husker jeg også, at jeg spørger lægen om det virkelig kan være rigtigt, at de ikke har set det her før, hvor han svarer, at han har set det én gang før i hele region syddanmark.

Resten af dagen sker der ikke så meget, men de holder godt øje med dig. Du kan jo ikke rigtig noget længere, du sover lidt, vender dig lidt og ja, der sker ikke så meget. Jeg sover igen på “Stue 8”, igen i stolen ved siden af dig.

Nu er det blevet fredag den. 18 oktober. De skal holde en konference omkring din situation. Det gør de om formiddagen og det er så der, at de finder ud af, de meget gerne vil have Nellie ud, samme dag, og de begrunder det med, at de hellere vil kunne planlægge et kejsersnit imens du er stabil, end at det pludseligt skal være akut samtidig med, at de skal kæmpe for dig.

Det er på det her tidspunkt, at du første gang græder, da vi får fortalt, at vi skal være forældre kl. 14. Efterfølgende ringer jeg til din far og fortæller det og han ringer så til Fie (som jeg husker det).

Din far og Fie ankommer og vi havde fået fortalt, at vi, din far og jeg, godt måtte komme med ind til operationen. Så vi får udleveret noget tøj til at tage på.

Inde på operationsstuen får vi fortalt en masse om, hvad der skal ske og jeg får lov til at sætte mig bagved dig og holde dig i hånden imens du bliver lagt i fuld narkose I det øjeblik du er blevet bedøvet, så bliver din far og mig sendt ud i modtagelsesrummet, hvor der allerede står en jordemoder og en assistent klar.

Så går der ikke mere end to minutter – og så siger hun (læs: jordemoderen) , at nu er det nu, og så kommer de ind med Nellie.”

Den næste beretning er fra min far, og den starter sådan her.

“Martin ringer meget tidligt om morgenen, ved en seks-tiden. Det første jeg hører er, at Martin græder, og så spørger jeg, hvad er der galt? Han siger, jamen det er Melle, hun er blevet indlagt på sygehuset. Og så spørger jeg om det er den lille – men så er det Martin fortæller, at det er dig, at han har måtte bære dig ud til bilen og at du næsten ikke kunne gå eller snakke. Han fortæller det ret kort, men jeg siger hurtigt, at jeg skynder mig at tage tøj på og så kommer jeg derud. Så ser jeg dig – ja, og så får jeg et chok. Jeg kan se i ansigtet på dig, at der er et eller andet rablende galt. Dine øjne var blanke og du talte mærkeligt. Der kommer en læge, som går og venter på at du skal til undersøgelse, han kommer faktisk flere gange. Vi venter rigtig meget, Martin og jeg, og så på et tidspunkt bliver du endelig hentet. Martin tager med dig og jeg bliver tilbage på stuen. Jeg venter en times tid og så aftaler jeg med Martin, at jeg kører hjem og at vi snakkes ved senere. Han ringer ret sent om aftenen og fortæller, at de venter på nogle scanninger af dit hovede.

Næste dag kører jeg ud til dig igen, hvor jeg faktisk kan se, at det er blevet værre. Jeg får sgu et chok af, at se at du ligger sådan. Din tale er blevet værre, næsten uforståelig og du har fået et mere fjernt blik i øjnene. Jeg sætter et godt stykke tid og snakker med Martin og han fortæller, at de har fundet noget i hjernen på dig. Jeg bryder sammen, jeg bryder simpelthen sammen, det er ikke til at forstå. Jeg kan jo egentlig ikke rigtigt forstå, hvad du siger, selvom jeg prøver at kommunikere med dig.

Martin ringer dagen efter (den 18. oktober) og siger at Nellie skal tages ved kejsersnit kl. 14. Så jeg kommer et godt stykke tid i forvejen og Martin forklarer, hvordan det skal foregå og hvor det er. Så blev vi klædt på fra top til tå, da vi fik fortalt at vi måtte komme med ind. Men det viste sig, at da vi kom ind for at overvære det, blev vi begge sendt ud igen. Vi kom ind i et lille rum ved siden af, hvor vi så ser Nellie for første gang, da hun er blevet taget. Nøj hvor var hun lille! Jeg kiggede noget da de stak den store nål i hælen på hende.”

Min søster Fie var der åbentbart også fra den morgen, at jeg blev indlagt (det husker jeg ikke). Her er hendes ord:

“Det første jeg tænkte på, da jeg så dig var, at det var ubegribeligt at se på. Man tænkte det værste, og jeg frygtede du skulle dø, at du skulle blive handicappet, vi fik jo ikke noget at vide, for de vidste jo heller ikke noget.

Man var nok lidt (meget) i chok… Jeg frygtede for Nellie, hvad skulle der ske med hende… De var jo bange for den (læs: bylden) skulle spredes, og om den skulle spredes i hele kroppen. De ville beholde Nellie i maven så længe de kunne, og de snakkede om en dato et par uger fremme, men pludselig (den 18 okt.) ringede Martin og sagde, at Nellie ville blive taget ud ved kejsersnit nu (kl. 14).”

Det har været rigtig hårdt, at skrive dette blogindlæg. Jeg har grædt rigtig meget, det er nogle følelsesladet ting, som der er blevet sagt og skrevet og nogle ret dårlige minder der kom frem. Men det er også det, som er med til, at jeg får det bedre og bedre – at blive ved med at snakke/skrive om det.