Anden operation er nu overstået og det gik godt.
Jeg kom “altid” op på stue 8 og ligge (der hvor man bliver observeret mere). Men jeg kom hurtigt ind på en ene stue (jeg er jo ret sej?😉)
Jeg er jo blevet lam i hele højre side og venstre side af ansigtet. Og jeg kunne heller ikke tale. Jeg husker ikke hvornår, men sygeplejerskerne sagde til Martin en morgen han kom, at jeg havde prøvet at sige nogle ord om natten ( det var mest bare mumlen), dagen efter, havde jeg sagt ‘ja’ eller ‘nej’ og jeg havde derfor givet sygeplejerskerne et kæmpe chok, at jeg pludselig talte, fra den ene dag til den anden. 😂
Fra den dag (husker stadig ikke hvornår) Så gik det stærkt. Altså ifølge alle andre end mig..
Nu er det her MIN blog og jeg kan derfor tillade mig at skrive som jeg vil, så… Hold nu kæft hvor jeg syntes det gik langsomt. Jeg kunne SLET ikke se noget fremgang overhovedet. ‘Jeg ville bare HJEM’!
Alle prøvede at forsikre mig om, at der altså var fremgang hver eneste dag, men jeg kunne bare ikke få det ind i mit hovede. Jeg var jo ikke mig selv endnu, så hvor er den fremgang henne altså!
Jeg husker at jeg faktisk blev spurgt mange gange, om jeg ikke selv kunne se den der skide fremgang der var med mig, men NEJ, NEJ og atter NEJ, det kunne jeg ikke. Det begyndte faktisk at irritere mig, at de blev ved med at der var fremgang hos mig hele tiden. Martin prøvede at opmuntre og hjælpe mig med at forstå, når jeg så lavede fremgang. Det kunne være når jeg løftede armen højere end sidste uge, jamen så sagde han det til mig, for at jeg så kunne prøve at huske, gud ja, det er da rigtigt. Men 5 min. efter, så var det jo det samme igen 😄 Jeg tænker, at Martin måske fik sinne første grå hår på sygehuset? 😇
Men hvis jeg kigger tilbage nu, så kan jeg jo godt se at det gik stærkt. Jeg kunne jo hverken tale, spise selv, bevæge mig rundt (i sengen), gå, børste mine egne tænder, gå i bad selv, tørre mig selv efter bad, tisse selv (jeps, jeg havde kateter i lang tid og derefter en ble fordi jeg ikke kunne gå, spørg om jeg følte mig nedværdig??)
Jeg husker en bestemt episode da jeg skulle have min daglig træning med mine fysser (fysioterapeuter). Jeg skulle prøve at sidde på sengekanten, med benene ud over sengen (waaaauw). Jeg fik hjælp til at rette mig op, så jeg ikke sad så krummende med ryggen, så skulle jeg have armene strukket ud på et bord, med håndfladerne vendende ned mod bordet, og så bare sidde selv. Dét var jo en øvelse i sig selv, bare at sidde. Oven i det, så kunne jeg ikke holde på mit eget savl🤪
Så de måtte lige hjælpe mig med at tørre min mund engang imellem🤓
Det er nogle ret private ting jeg skriver, men jeg føler at jeg godt kan være det bekendt. Jeg har jo været helt ude og skide, jeg har været så langt ude, som ingen andre ønsker.
Men jeg er jo kommet for vildt ud på den anden side?🥳
Jeg er gået igang med studiet igen og skal starte lige på og hårdt med en eksamen d. 25/11. Jeg startede ikke efter mit sygdomsforløb, nej, jeg startede fordi min barsel var slut. Jeg laver den her blog i min fritid, jeg går vildt meget op i min instagram nu, jeg er blevet en retti’ influencer’, der reklamerer for firmaers ting (øh er det lige sejt at de vil have MIG, til at vise deres ting frem?)
Oveni, at jeg har det her sygdomsforløb i bagagen – og nu må folk ikke sige til mig, at jeg altså skal passe på mig selv osv. osv. for det gør jeg. Martin siger også nogle gange til mig, at jeg liiiige skal trække vejret og have ro på og slappe lidt af, men han ved samtidig også at det betyder meget for mig, at lave alt det her, for hvis jeg ikke lavede det her, så kunne jeg meget vel bare sidde i sofaen og se fjernsyn. Det er altså IKKE den rigtige Melanie Frandsen, der ville gøre det? Der skal fart over feltet og det kan jeg li’! 😎
Der er sket så meget, på bare et år nu, at jeg sådan helt tænker, okay, easy know, men altså, intet skal åbentbart være kedeligt for familien Frandsen😆
