Nå, nu kender i lidt til mig og starten af min graviditet, så ja, der skete jo ikke noget vildt i løbet af den første tid…
Hvis du ikke har fået læst mit første indlæg, så tryk her.
Det var dagen før min fødselsdag og jeg havde gennem min praktik i Kerteminde spurgt en sød kollega om han ville lave bolledej til mig (jeg syntes, at bollerne vi fik i SFO’en om morgenen var SÅ gode). Jeg var heldig, for det ville han rigtig gerne! Så jeg fik en kæmpe skål bolledej med hjem om fredagen og så skulle jeg altså lave en masse lækre boller til min fødselsdag om lørdagen, hvor min familie ville komme og fejre mig. Da det blev aften og jeg gik i seng kunne jeg heldigvis falde i søvn (jeg har altid været som et lille barn natten til min fødselsdag).
Jeg skulle bage bollerne inden gæsterne kom og Martin skulle derfor køre til Kerteminde for at hente den brunsvigerkage, som jeg havde bestilt (mums!). Da jeg havde lavet et par boller klar til ovnen, kunne jeg godt mærke, at jeg var begyndt at få lidt hovedpine, men slog det egentlig bare hen…
Martin var kommet tilbage til huset fra bageren i Kerteminde og der kan jeg mærke, at det altså gjorde ondt i hovedet igen. Jeg tog derfor et par panodiler (dem må man gerne tage, når man er gravid 😇), slog det hen igen-igen, men hovedpinen blev ved at komme. ØV tænkte jeg!
Da gæsterne var gået, tog jeg mig en lille lur i håb om at det ville få hovedpinen til at forsvinde (jeg plejer aldrig, at ville tage en lur på min fødselsdag, da den skal nydes til det fulde!). Ud på aftenen havde Martin bestilt bord inde i Odense som en afslutning på min fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt, og jeg kan huske Martin spurgte et par gange om jeg stadig havde ondt i hovedet, hvortil jeg svarede både ja og nej, da det nogle gange var der og andre gange ikke.
Så blev det søndag. Søndag var hård! Jeg havde fået endnu mere ondt i hovedet… Derfor blev der ringet til fødegangen, da jeg troede, at det var noget med Nellie! Vi kom derud på fødegangen og så begyndte det at dunke endnu mere i hovedet, jeg havde så ondt at jeg GRÆD! 😭 Nellie blev kontrolleret, intet var der galt (heldigvis), så jeg fik én enkelt ibuprofen med hjem og sove på. Den hjalp! Men så gik der ikke længe, så virkede den ikke længere… Jeg husker faktisk ikke så meget af de næste dage, andet end jeg så sagde til Martin om søndagen, hvordan jeg dog skulle overleve at have så ondt og samtidig være alene, når han skulle på arbejde i morgen?
Martin valgte derfor at blive hjemme om mandagen for at passe på mig. Hvad jeg lavede? Jeg sov… Jeg sov hele mandagen væk og tirsdag tog Martin så på arbejde igen, men jeg skrev at, hvis det blev ved med at gøre ondt, så skulle vi tage på fødegangen igen! Tirsdagen sov jeg næsten også helt væk, dog med undtagelse af at jeg tog to panodiler hver fjerde time og Martin der fik mig til at klemme ét lille stykke pizza ned om aftenen, for mere kunne jeg ikke spise.
Det blev NU natten til onsdag den 16. oktober. Martin har fortalt mig efterfølgende, at jeg ikke kunne finde ro den nat. Jeg var som et lille barn, der sparkede ham i ryggen og jeg blev ved med at vende og dreje mig. Da jeg ikke kunne mere, forstået på den måde, at jeg ikke kunne være i mig selv længere, så bad jeg Martin om at ringe til fødegangen igen. Jeg husker ikke om jeg stadig havde ligeså ondt i hovedet, men de ville gerne se mig igen, så jeg skulle have noget tøj på og så ville Martin køre os derud.
…Der var bare lige det, at så snart jeg skulle til at tage en bh på – ja, så kunne jeg ikke. Jeg kunne næsten ikke bevæge og løfte min højre arm. Så Martin måtte faktisk hjælpe mig på med alt mit tøj.
Det var så også der, at det fløj ud af munden på mig ”jeg tror, at jeg har fået en blodprop”, rimelig hardcore at slynge ud og husker da heller ikke, hvad Martin svarede. Nå men, jeg skal nu ud til bilen og det er en kamp i sig selv, for jeg kan næsten heller ikke gå (mit højre ben vil bare ikke samarbejde 😟), så Martin måtte hjælpe mig ned af trapperne, hvor jeg forresten er nødt til at kure med røven for at komme ned. Han sætter mig i én stol for, at jeg lige kan slappe af, da Walther skal ud og tisse af inden vi tager af sted. Martin når også lige at pakke hans arbejdscomputer (på det her tidspunkt vidste vi ikke, hvad der skulle ske, så Martin forventede at kunne arbejde derude indtil vi kom hjem igen).
Jeg skal derefter have nogle sko på og så ud til bilen. Det er nu så meget sagt, for jeg kan jo næsten ikke gå. Jeg er sådan rimelig glad for, at jeg har en stærk mand som kan hjælpe mig hele vejen hen og ind i bilen.
Jeg husker da vi er ved lyskrydset ved Rosengårdcenteret i Odense på vej til OUH, at jeg spørger Martin om vi ikke snart er der – igen, jeg husker ikke hvad han svarer.
Han har fortalt mig efterfølgende, at han klemte på mine lår under køreturen, ’for at holde mig vågen og vide, at jeg var tilstede’. Egentlig lidt vildt at vi ikke har haft kontaktet en ambulance, men som vi har snakket om efterfølgende, jamen så var det ikke lige det der strejfede vores tanker på det tidspunkt.
Vi ankommer til OUH, og holdte på det sædvanlige sted, som vi altid gjorde, når vi skulle til en eller anden form for kontrol med lille Nellie i maven. Indgang 55 hedder det og Martin er igen nødt til at hjælpe mig med at gå og det sidste jeg husker indtil næste morgen, det er at der bliver sagt i den der monitor af en sygeplejerske, ”sæt hende i en kørestol!”…
