Jeg så lige at jeg ikke havde lavet et indlæg siden marts. Jeg skrev jo dengang også noget med, at jeg ville lave et, når jeg selv følte for det. Det blev så nu.
Der er sket meget siden sidst. Jeg har gennemgået et stort vægttab (18 kilo indtil videre), jeg har løbet ekstremt meget og ja, jeg er igang med min 3 og sidste halv års praktik (holy moly).
Men der var faktisk en bestemt årsag til at jeg ville skrive et nyt indlæg.
Jeg har fået billeder fra en der lavede noget med mig inde på OUH (mener det var ekstra uddannelse hun var igang med) Hun fik lov til at tage billeder af mig til hendes opgave (jeg vil så gerne være behjælpelig med alt, også om jeg så ligger og er ret så syg).
Nå, men de billeder der, de er fra efter første operation, men FØR 2. operation. Jeg måtte opereres før hun faktisk var “færdig med mig” hvis i forstår. Jeg blev jo opereret ret akut 2. gang, fordi jeg vågnede (blev vækket) en morgen og havde nakkestivhed og det var ret skidt. Efter det skulle jeg jo have ro osv. og ingen vidste i princippet heller, om jeg nu også overlevede den 2 operation. (men her er jeeeeg🤗)
Jeg har udvalgt 2 billeder af dem hun sendte mig, de andre jeg har haft vist, var jo Martin der havde taget dem og det var ikke i den periode hvor jeg begyndte genoptræning (første del i hvertfald)
Så, ja. Dette er også lige en påmindelse om, hvor skidt det stod til. Jeg var lam i højre side af kroppen og mit hovede hænger (jeg savlede faktisk, fordi jeg ikke kunne styre min mund ordentligt) og så havde jeg sonde, da jeg jo ikke kunne spise selv, før et par uger inden udskrivelsen af OUH.
Hende som sendte mig billederne jeg for første gang igen til DHL (jeps, det har jeg også fået løbet og det er jo i sig selv ret så crazy med alt det jeg har været ude for).
Nå, men jeg mødte hende til DHL, hun stoppede mig da jeg havde løbet og sagde noget i retningen med “Hej Melanie”. Jeg var sådan “hej? 😬” og et stort spørgsmålstegn, men så kom det faktisk tilbage til mig, at hendes ansigt kunne jeg godt huske og det var i forbindelse med en opgave eller sådan hun skulle lave.
Vi snakkede frem og tilbage og hun ville sende mig de billeder hun havde fra dengang hvis jeg ville have dem og det ville jeg jo rigtig gerne, da det er en stor del, til at komme videre for mig, at se hvor jeg er har været og hvor jeg er nu.
❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌❌
Inden man går videre, så skal jeg advare mod ret voldsomme billeder!!!!
Der er snart gået 2 år, jeg tænker ikke lige så meget på det mere, MEN det sidder stadig i mig. Jeg har stadig PTSD jeg har stadig angst og dødsangst, men jeg er kommet SÅ langt.
Jeg går stadig hos min neuropsykolog, men ikke så ofte som i starten, jeg har lært rigtig meget om mig selv, hvad jeg er i stand til og hvad mennesket er i stand til.
Jeg er taknemmelig for rigtig meget og så er jeg i bund og grund pisse stolt af mig selv.
Tak hvis du er ny og lige har læst mit forløb ❤️ Og tak til dig, som har fulgt med fra start❤️
