Hej! På opfordring (og fordi jeg har lyst) har jeg oprettet en blog om mit liv. Det er totalt angstprovokerende for mig, men som min psykolog siger: “Det at gøre tingene der giver anledning til angst, det kan være med til, at du får mindre og mindre angst inden for emnet”. Så, hvad er bedre end at åbne sig her, hvor folk også helt selv bestemmer om de vil læse med?
Nå, men det vil altså også sige, at jeg på ingen måde er supermodel (I wish), skuespiller eller sanger. Jeg er bare mig. Mig der glædeligt vil dele ud af (noget) mit liv. Jeg er, som så mange andre, og jeg ville selv være interesseret eller nysgerrig omkring, hvad der nu egentlig skete før, under og efter den store forandring i mit 26 årige lange, eller nok nærmere korte liv.
Så, jeg hedder Melanie, og jeg er 26 år gammel. Til dagligt er jeg studerende. Jeg er ved at læse til skole/fritids pædagog, men er lige nu på barsel. Jeg er gift med Martin på 29 år og sammen har vi vores hund Walther på tre år og vores datter Nellie på snart ét år. Jeg bor på østfyn, men er oprindeligt fra en lille by kaldet Vissenbjerg.
Min far er min store helt (han opfostrede mig også alene fra jeg var lille) og min mor har jeg ingen kontakt til, men jeg snakker med dem fra min mors side af. Jeg har (og hold nu fast!) fem halv søskende, men snakker kun med tre af dem. Jeg har ikke meget familie, så tætte venner/veninder bliver hurtigt for mig familie.
Jeg havde en vild ungdom (er da stadig ung!) i midten af Odenses gader på Vesterbro. Det var min base igennem syv år, hvor jeg flyttede til allerede én måned efter jeg fyldte 18 år, da jeg på daværende tidspunkt var lidt nødt til det, grundet jeg var i lære som salgsassistent i Vero Moda og bustiderne var en by i Rusland i forhold til mine mødetider. I lejligheden på Vesterbro har der været kærester, venner og veninder. Der har også været dyr og adskillige forfester! Jeg havde det fedt i den lejlighed, men jeg er blevet ældre, har fået ”løbet hornene af mig” – som man siger, når man ikke længere gider at feste hver weekend til den lyse morgen.
Jeg har fundet mig den bedste mand nogensinde og fundet mig tilrette, hvor jeg bor nu. Jeg har fundet andre værdier, som jeg bestræber mig på at leve op til og jeg har fundet noget andet at bruge min tid på og at gå op i.
Når det er sagt, så forestiller jeg mig, at folk tror jeg har skulle finde en ny personlighed efter det der skete, men det betyder bare, sygdom eller ej, så finder du andre ting, der bekymrer dig mere, end om din veninder aflyser festen du havde glædet dig til på lørdag.
Martin og jeg blev gravide den 25 marts i 2019 – vi var LYKKELIGE. Det gik hurtigt fra pillerne var smidt, til testen viste to streger. Jeg fandt ud af det uge 3+5 (vidst nok) inden forventet mens. De første 2 uger gik som smurt. Jeg kunne ikke mærke noget som helst forandret, men så nåede vi 6+0, og OMG… Jeg havde det dårligt hele ugen, spiste Danonino, rundstykke med hamberyg og to agurk skiver på og ellers ikke så meget andet – FØJ! MEN, resten af graviditeten var en leg. Jeg var i min anden praktik som pædagogstuderende, så jeg gav den gas! Jeg spillede rundbold, jeg var i gymnastiksalen med børnene, jeg studerede ved siden af til den eksamen, som jeg skulle nå op og forsvare for selve den skrevne opgave som jeg også lavede imens jeg passede mit arbejde på skolen, INDEN jeg gik på barsel. Men det gik som smurt, selvfølgelig var jeg lidt træt, men intet usædvanligt.
Jeg havde termin den 29. november, så jeg var ”bange” for at gå over tid, fordi jeg syntes, at det ville være ”synd”, hvis hun kom til verdenen i december måned, men på den anden side var det egentlig også okay, for jeg kunne/kan virkelig godt lide december måned…
Dette er starten på min blog, og du skulle derfor gerne nu have en lille smule mere kendskab til mig inden vi starter helt fra bunden, fra den 12. oktober 2019 på min 26 års fødselsdag, der kunne jeg mærke de første tegn på, at der var noget i gære, men som jeg ikke helt anede hvad skulle føre til og hvilken betydning det har haft for mit liv.