Dette indlæg bliver lidt anderledes fra de andre, da det er et indlæg om mine følelser og tanker, nu hvor vi nærmer os ‘årsdagen’ for det hele.

1 år siden der blev holdt et smukt “baby shower” for mig. Mig/folk der også er uvidende om, at der ville ske frygtelige ting ugen efter.

Så hvordan har jeg det? Jeg har det mildes talt ikke godt. ALLE mine følelser sidder uden på tøjet. ALT er øv.

Havde jeg ikke haft Nellie, er jeg næsten sikker på, at jeg havde en depression i gang allerede. Men det har jeg altså ikke tid til med sådan en lille bandit som hende. Hun gør at dagene er nemmere for mig (selvfølgelig også hendes fantastiske dejlige far).

Men det er sgu noget lort lige nu. Oktober er en fantastisk måned, det har det altid været, det er så uendeligt smukt med alle de farver og god stemning med efterårshygge osv. Men det er det altså bare ikke mere. Oktober måned er også min fødselsdagsmåned. Dem der kender mig VED, at jeg går rigtig meget op i min fødselsdag HVERT år. Men ikke mere, ikke efter den åndssvage byld. Den styrer mit liv lige nu – det må den ikke og jeg skal lære at det må den ikke. Men lige nu gør den. Den styre mine tanker så meget, at jeg har angst for at holde min egen fødselsdag. Jeg havde det også for nogle måneder siden, altså angsten for at skulle holde min fødselsdag. Men der kunne jeg slå det hen, for der var stadig lidt tid endnu, inden det var min fødselsdag. Nu er vi nået den tid på måneden (som man siger, hæhæ). Nu er det nu og nu kan jeg ikke bare slå det hen. Men det VIL jeg. Jeg VIL ikke holde min fødselsdag. Fair nok at jeg bliver et år ældre, det er hvad det er – man kan også se det sådan at jeg levede et år mere. Men så bliver jeg trist igen, for mit liv kunne jo så være stoppet for et år siden?

Inde i MIT hoved, der forestiller jeg mig folk sige “Ej, hvorfor ikke det” – hvis jeg nævner at jeg ikke kommer til at holde fødselsdag. Det er en latterlig tanke, for ingen har nogensinde sagt det. Tværtimod. Dem jeg har fortalt det til, forstår mig godt. Men gør de det? De vil gerne forstå det, det er jeg sikker på, men forstår man sådan helt inderst inde HVORFOR?

Min fødselsdag skal ikke holdes, fordi jeg ser det som noget slemt nu. Det var den dag de første tegn meldte sig. Så nu hvor der er gået et år, så kan det jo være at der kommer en byld mere, hvis jeg holder fødselsdag for familien igen?

De ord fortalte jeg min psykolog, med tårerne trillende ned af kinderne. Hun sagde noget som fik mig til at grine, og som jeg griner af igen, nu hvor jeg tænker på det. “Hjerner er faktisk ikke så kloge som man skulle tro”. Så kom hun med et uddybende svar på det; det er fordi, at det jo er hjernen der spilder en et puds. Hjernen tror jo at det er farligt at holde fødselsdag, for det gjorde jeg jo sidste år og der fik jeg en byld i hjernen, så hvis jeg holder fødselsdag igen, så kommer der jo en igen? En del af mig ved jo godt at det ikke er sandt, men den anden del af mig tror oprigtigt stadig på det.

Så forsigtigt tillykke til mig, med mine 27 år og mit første leveår som mor og som en overlever af en byld i hjernestammen.

Det har været et følelsesladet år, et hårdt år, et uretfærdigt år, et totalt åndssvagt år.

Vi må se hvad det næste år bringer, forhåbentligt noget mere glæde. Men selvfølgelig gør det, det.

Vi har jo vores elskede lille blæksprutte Nellie ved vores side.

Tak Gud for endnu et år af mit liv. Tillykke til mig! Jeg er så velsignet!