Jeg vidste ikke hvad jeg skulle skrive i overskiften, men så kom jeg i tanke om, at det var jo det her, som Martin sagde, bare på dansk selvfølgelig.

På afdeling Q på OUH måtte man ikke ligge mand og kvinde sammen, derfor blev jeg nogengange rykket rundt/flyttede stue. Jeg lå på 8’eren som var opservationsstuen når jeg var blevet opereret. Det var med slanger og hele baduljen. Jeg husker en dag, at jeg kedede mig, så jeg tog de slanger af, (eller hvad man skal kalde dem) som overvågede mit hjerte (tror jeg). Det resulterede jo i, at maskinen det var tilknyttet til, bippede helt vildt og sygeplejersken kom løbende ind (hæhæ) Det var nok ikke sjovt for dem, men jeg tror også jeg manglede noget nærvær, tror Martin var hos Nellie eller sådan, han var der ihverfald ikke. Mener jeg gjorde det sådan 3 gange, bare for at have noget at lave. 🤷🏼‍♀️

Nå, men jeg blev jo flyttet rundt nogen gange og imens jeg var sådan syg-syg, kan jeg huske, at det var lidt rart at blive flyttet rundt på, for så havde jeg noget andet at se på (loftet i gangen, eller væggene). Det varede jo ikke særlig lang tid, men det var ligesom højdepunktet for mig.

Da jeg så blev lidt mere klar i hovedet, så hadede jeg det! Den ene gang at det var rigtig svært for mig, der skulle jeg flyttes fra en-mands stuen, til to-mands stuen. Både Martin og jeg var frustreret, for det var jo rart for os, at være på den en-mands stue, nu hvor vi havde Nellie og skulle prøve at være en familie på et sygehus.
Jeg blev den ene dag rykket fra stue 2 (en-mands stue) til stue 4 (to mands stue) og da jeg var kommet ind på stuen, brød jeg sammen.
ALT var bare lort. Jeg ville HJEM. Martin skulle nok tage sig af mig og der var ikke det jeg ikke sagde, for at få lov til at komme hjem.
Der var bare lige det, at Martin IKKE bare lige kunne tage sig af mig SAMTIDIG med, at han skulle tage sig af Nellie.
Jeg kunne ikke gå, eller hjælpe med med det praktiske med Nellie eller i huset for den sagt skyld, jeg kunne bare ligge.

jeg blev så ked af det, at en sygeplejerske bad lægen om at komme og hun var SÅ lyttende, hun gav mig ikke lov til at komme hjem, men hun var lyttende i stedet for at sige, nej, farvel, hej, slut.
Jeg syntes jo at hun var mega streng og mega irriterende, rent ud sagt så tænkte jeg nok at hun var mega latterlig at jeg ikke måtte komme hjem….
Det endte med, at jeg altså kunne blive tvangsindlagt hvis jeg tog væk fra sygehuset og politiet så ville komme osv. den kørte rigtig langt ud. Jeg forstod ikke det der med, at jeg skulle overvåges 24/7 og jeg skulle have nogen tæt ved mig, hvis der nu skete noget (læger osv.) Jeg skulle jo også have antibiotika direkte i årene sov. I dag synes jeg, at jeg reagerede liiii i overkanten og trak den for liiidt lang ud (haha).
Vi kom frem til den løsning, at jeg måtte tage over på patienthotellet, til Martin og Nellies værelse, bare jeg sov på afd. Q.
Da jeg skulle derover første gang, sagde en sygeplejerske til mig “og husk nu og komme herhen igen Melanie”, jaaajaaa, skal nok lade vær med at flygte😌

Nå, det var jo ikke det jeg vil fortælle. Det var det der med den ekstra hårde dag der. Det var en dag hvor tingene var lidt for meget. Husker ikke hvornår, men det var imens jeg heller ikke kunne gå eller spise selv.

Jeg havde ligesom fået nok af det hele og jeg bryder grædende sammen og siger til Martin “hvorfor er jeg ikke bare død?” “Hvorfor kunne jeg ikke bare dø?”
Forestil dig at være Martin og skulle høre de ord?
Jeg var ikke helt rask oven i hovedet der, det kan man jo høre når jeg som nybagt mor siger sådan der. Men jeg husker det som en rigtig svær dag.
Selvfølgelig mente jeg det ikke. Jeg ville ønske, atjeg kunne sige, at jeg fortrød de ord i dag, men det kan jeg ikke. For jeg kan samtidig huske alle de gange jeg græd, fordi jeg havde det elendigt, med ikke at være den mor for Nellie som jeg gerne ville være fra start.
Jeg kunne jo ikke lige tage hende op og kysse og holde hende.
Jeg kunne ikke lige give hende mad, eller skifte hendes ble.
Jeg kunne ikke lige tage mig et dejligt varmt bad og få fornyet energi, til at være der for Nellie igen. JEG KUNNE INGENTING!!!!😩😩😩
Og som overskriften siger, så sagde Martin at jeg ikke måtte sige de ord. Men lige der, der havde jeg det bare rigtig skidt indvendigt!

Dagen efter jeg havde sagt de ting, kom der en psykiater for at se til mig, da en sygeplejerske var blevet bekymret for mig. Jeg ved ikke hvem det var, men jeg takker dig, fordi du bekymrede dig for mig.
Jeg havde det fint og det konstaterede psykiateren også, jeg var ikke selvmordstruet, ikke engang tæt på , jeg havde heller ikke depression, eller tæt på at have det.
Det jeg havde, det var en lorte dag, men det var dagen før, nu var tingene fine igen.

Så altså, jeg havde mange ups and downs, men jeg fik det fint igen. Den dag var dog den værste dag, fordi jeg sagde de ord. Men seriøst, jeg havde det elendigt.
Nogengange spurgte jeg faktisk Martin, hvorfor han blev?
Han sagde, at han blev fordi han elskede mig og vidste at jeg blev “mig selv igen”

Can’t nothing, but love that man – my now husband❤️